I efteråret 2011 modtog Dramatiker Væksthus Frie Skolers
Lærerforenings Børnekulturpris på 30.000 kroner.
Næstformand Finn H. Petersen, holdt denne tale, da han
overrakte prisen:
I mange år har dansk børneteater været helt i top. Selv om de små
teatre og især børneteatrene har haft og har trange kår, så har de
alligevel formået at holde et endda meget højt kunstnerisk niveau.
Ikke mindst den årlige børneteaterfestival, som de sidste 40 år har
turneret rundt i stort set alle afkroge af landet, har været et
fantastisk sted at stifte bekendtskab med børneteatret.
I det daglige turnerer langt de fleste børneteatre rundt i landet,
og mange skoler og lærere kender den røde guide, som beskriver,
hvilke spændende historier, man kan få fortalt hvert år af de
turnerende teatre. Børneteatrene er til glæde for både børn og
voksne, hvor end de kommer frem. De spiller på skoler, i
institutioner, på biblioteker, på gaden, på festivaler og
markedspladser.
I en tid med Playstation, Wii og alskens tv og pc-spil, er det
blevet sværere at fange børn og unges opmærksomhed. Ligesom alt
andet så skal man følge med tiden og formidle på nye og vedkommende
måder. Det kræver "skills", som mine børn ville have sagt.
Derfor er det vigtigt, at der hele tiden sættes spot på nye
talenter, som formår at kombinere teatrets unikke muligheder for at
servere historien med lys, lyd og fortælling.
På mange frie skoler står fortællingen og den gode historie helt
centralt. Derfor er der sikkert også mange af jer, som hvert år
eller blot en gang i mellem gør brug af at få et turnerende
børneteater på besøg. Vi griner og græder med skuespillerne mens de
fortæller historien, og vi lever engageret med i helten eller
heltindens kvaler forestillingen igennem. Når forestillingen er
slut, så hylder vi skuespillerne.
Men mange af personerne bag historien de forbliver ukendte.
Alligevel er det ofte dem, som skaber rammen for forestillingens
magi. Det er dem, som via deres indgående kendskab til teatres
virkemidler sætter historien på skinner, giver den liv og mening.
Uden dramatikere var der ikke meget dramatik i det danske
børneteater.
Frie Skolers Børnekulturpris 2011 gives derfor til dem bag
forestillingen. Hovedbestyrelsen har i år valgt at give prisen til
Dramatiker Væksthuset, som er et talentudviklingsprojekt under
Teatrenes Interesseorganisation. På væksthusets hjemmeside er
formålet med væksthuset beskrevet således - "Formålet er at give
personer med interesse for at skrive for det professionelle børne-
og ungdomsteater en mulighed for at udvikle deres talent, stifte
bekendtskab med branchen og danne et netværk, der kan støtte dem i
deres fremtidige karriere inden for området".
Frie Skolers Lærerforening vil godt med prisen betone, at det
danske børneteater er en vigtig institution og stærk kulturbærer.
Børneteatrene har stolte traditioner, og vi håber, at vi med prisen
kan være med til at støtte det fremtidige børneteater, så også
næste generation af teatergængere kan få glæde af det danske
børneteater.
Jeg håber, i vil tage godt i mod Jane Rasch fra Teatrenes
Interesseorganisation, som er her for at modtage prisen.
Finn H. Petersen
Frie Skolers Lærerforening